Dig, Kærlighed, Tips til dig

At elske sig selv – Du er kærlighed

“Love is not love which alters when is alteration finds, or bends with the remover to remove. O no, it is an ever fixed mark that looks on tempests and is never shaken; It is the star every wand’ring bark, whose worth unknown, although his height be taken.” William Shakespeare

At elske sig selv er at elske det der er. Det du er. Din essens er kærlighed. Vi kan opleve at komme langt væk fra det udgangspunkt og glemme vores kraft. Vi glemmer, at vi engang var åbne små pus, der iagttog verden for første gang. At vi først blev elsket ubetinget for at være og senere blev elsket for at være eller gøre noget bestemt. Inden vi blev rettet på, inden vi havde en ide om, hvad vi er en del af, inden vi blev rost for særlige kvaliteter og inden der blev sat grænser for os. Da verden var et smil, et grin.

Hver dag er en rejse tilbage til den du er. Det lys du kan være bange for eller det lys du føler, at du må skrue ned for – for at passe ind i en sammenhæng. Når jeg ser mine yogier overgive sig til Savasana med åbne bryst og åbne håndflader – ser jeg tillid. Tillid til at vi for en stund kan give slip på kontrol. Vi kan fylde og flade ud- glemme alt om “skønhedsfejl”, buler på maven eller hår der stritter. Kærlighed er for mig en energi. En handling ladet med en intention mod os selv og andre. Når vi glemmer at rette kærligheden mod os selv- forventer vi som oftest i større grad at modtage kærlighed udefra. Når vi overgiver os til væren og sanserne mærker vi, som regel, at vi allerede er det, vi søger. Du skal ikke gøre dig fortjent til kærlighed. Det kan være at andre sætter begrænsninger op for dig i deres kærlighed til dig. Men du behøver ikke at sætte begrænsninger op for din egen selvkærlighed.

Kærlighedens skikkelser

Næstekærligheden vi uselvisk giver uden forventning, kærligheden til en højere magt, ubetinget kærlighed vi giver til alt levende, kærligheden mellem venner og familie, at adoptere børn som bliver vores egne, kærligheden vi viser fremmede, romantisk kærlighed, kærlighed til en passion eller interesse, narcisisme, kærlighed til sit land eller sin egn, kærlighed til et objekt og seksuel kærlighed. Fælles for alle former er navnet og det at vi giver af os selv- vi handler ud fra en intention om at skabe glæde, ud af lyst, ud af et behov og ofte ud fra at få noget igen – i et ønske om at blive elsket tilbage. Giver vi almisser til fattige eller tilbeder et objekt, søger vi måske at finde en retning med vores liv eller følelsen at vi er en del af noget større end os selv.

At give

Vi mærker glæde ved at give. Vi kommer i kontakt med storhed og taknemmeligheden for det vi har og er. Når du føler dig ensom og uelsket, kan du gøre tre ting:

#tip1

Du kan gøre noget godt for dig selv, som vil gøre dig glad

#tip2

Du kan gøre noget godt for andre uden tanke på at få noget igen

#tip3

Du kan omgive dig med mennesker, der elsker dig lige som du er og løfter dig op

Kærligheden er ikke et endemål

Så nu har jeg scoret, så er alt okay, for nu er jeg ikke single længere. Mange os tænker, at kærligheden ser ud på en bestemt måde.  Hvis jeg finder en partner, som er udadvendt, så behøver jeg ikke selv at udleve mine mere udadvendte sider – det gør min partner for mig. Vi lægger ansvaret fra os og glemmer, at vi er det hele. Vi har hele pakken. Måske er du skeptisk, når du læser dette og tænker: “Jeg er da ikke egoistisk eller stædig etc.” Du skal ikke ud og finde din bedre halvdel. Du er ikke halv.

Stil dig selv spørgsmålet: Har jeg på et tidspunkt i mit liv udvist denne (…) kvalitet? Det har du højst sandsynligt også selvom det kan være svært at stå ved.

Accept

Kærligheden for dig selv ligger i at acceptere alle sider af dig selv- også dem som du har brugt dit liv indtil nu på at gemme væk. Det omkringliggende samfund har også såkaldte skyggesider. Du skal helst ikke være gammel, grim, tyk, dum eller fattig. Kulturen skabes blandt andet ud fra de kvaliteter vi fremelsker. De kvaliteter vi gennem medier, politik, uddannelser sætter værdi i. I en sådan kultur kan det være svært at stå ved, at du også nogen gange er doven og at du faktisk nød dine tre sabbatår. At du nogen gange ikke gider at gå i bad et par dage i træk så tøj, hår og krop lugter og er “grim”. Kærlighed er nydelse, tålmodighed, accept af den situation vi befinder os i. At elske sig selv og opleve verden med hjertet kræver, at du ikke gemmer dig fra dig selv.

S, P eller K – Stil dig selv spørgsmålet, hvor mange procent elsker jeg min partner, min søn, min hund, min mor, mine venner? 0-100

Og dertil efter at du har sat procent på de vigtigste personer i dit liv, stiller du dig selv samme spørgsmål. De fleste af os vil opleve, at vi enten elsker os selv mindre end andre og nogen gange mere. Når vi elsker andre 90 % er der kun 10% tilbage til os selv. Vi kan ikke give af en tom beholder.

Ligeværd

At opleve kærlighed er at lukke hjertet op, elske dig selv 100% med alt. At kunne omfavne det skjulte, det pinlige, det skamfulde, det dumme. Kærlighed er ligeværd. Vi er fælles om sanserne, tankerne og følelserne. Der er fyldt med folk derude, der vil dig det godt. Når du ser det i dig selv – kan du se det i andre. Du vil ikke som en flue flakse rundt efter at blive fyldt op af andre. Kærligheden er der allerede. Taknemmeligheden ligger i at trække vejret, at sove, spise, grine, kramme og danse. Det er sårbart at være åben og vi kan sommetider have brug for at lukke andre ude og pakke os ind. I stedet for at forestille dig den romantiske kærlighed, som pakken med alle drømmene. Så vær pakken, du langsomt åbner selv, lidt efter lidt. Tur at åbne dig selv op, op for livets muligheder og udfordringer.

DU er ikke mere end andre eller mindre end andre. Du er som du skal være. Sæt dig ikke og vent på eventyret. Du er dit eventyr.

Love Rebecca ♥

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *