Dig, Tips til dig, Yoga

En nybegynders guide til yoga

Jeg er ny i yoga – Hvad gør jeg?

Før- under- efter. Du har samlet mod og vil bevæge dig ned i dit lokale center-, yogastudie for første gang- eller du skal til din første yogaevent. Her giver jeg dig 17 tips til at komme godt i gang med din ny yogapraksis!

  1. Tjek yogastedets hjemmeside ud og mærk efter om deres udtryk inspirerer dig.
  2. Book en prøvetime. – Så har du mulighed for at undersøge stedets atmosfære og mærke om undervisningen og underviseren er, som du godt kan lide. Mærk efter, det er ligesom en god terapeut- du skal kunne mærke tillid til din underviser og du skal kunne føle, at der er mulighed for, at du kan vokse med ”opgaven” i dit eget tempo.
  3. Tag en ven med den første gang/eller de første par gange. Det er oftest nemmere at være to om at hive hinanden ud af hulen end, når man selv skal komme afsted. Det kan styrke venskabet og så kan i tale om yogaen bagefter. I kan motivere og inspirere hinanden undervejs fra gang til gang med artikler, bøger, hjemmeøvning, musik etc.
  4. Tjek hjemmesiden ud for udstyr. På den måde har du styr på, om du selv skal ud og købe en måtte eller om du kan låne stedets udstyr. Det kan være ærgerligt at købe en masse grej, hvis det senere viser sig, at det ikke lige var dig at dyrke yoga. Så kan du altid senere anskaffe dig noget lækkert gear.
  5. Tøj: Vælg komfort frem for stil. Dog gerne en kombi. Det er vigtig, at du kan være afslappet, have plads til din vejrtrækning og kan bevæge dig rundt i diverse stillinger uden at tøjet er for løst eller for stramt. Føler du dig godt tilpas i farver eller har en bestemt stil kan det selvfølgelig være styrkende i din praksis, at du kan være dig selv med dit eget udtryk.
  6. Medbring evt. et lille håndklæde, som du kan svede i/på. Eller til at lægge panden på i barnets stilling.
  7. Lad skoene blive i entreen eller i sportstasken. Føler du, at du glider rundt på måtten , så kan du købe yogasokker med gumminubret sål.
  8. Spis let inden yoga, der vil være stillinger, hvor du vender op og ned på kroppen og det er godt for dit kredsløb, dit immunforsvar, dit blodomløb og dine tarme- men det kan være knapt så rart ovenpå en stor portion kartofler og brun sauce. Hav hellere lidt snacks med til bagefter.
  9. Husk at drikke vand før, under og efter, så du forbliver hydreret og ikke får det dårligt.
  10. Du kan opleve at stillingerne sætter gang i maven og at du skal på toilettet flere gange bagefter eller endda undervejs. Lyt til din krop, – træd af på naturens vegne. Det er helt som det skal være. Tarmene kommer i bevægelse og der bliver sat ekstra gang i fordøjelsen.
  11. Sluk mobilen eller lad den være i omklædningen. Yoga handler om at skabe ro og balance i krop og sind – ro skabes bedst uden forstyrrelser.
  12. I yoga er der fokus på dig og her får du mulighed for at stilne ikke kun dine tanker, men også din tale. Tal derfor minimalt.
  13. Forvent ikke af dig selv, at du kan alle stillinger, navne, vejrtrækningsteknikker og kropslåse de første par gange.
  14. Pres ikke dig selv, hav tålmodighed med det du kan og ikke kan, og sammenlign ikke dig selv med andre. Alle har sin egen rejse – bevar ydmygheden.
  15. Respektér din underviser og hendes/hans stil. Informer din underviser om evt. skader, graviditet og fortæl din underviser, at du er nybegynder og om du hertil ønsker ekstra hjælp.
  16. Informer din underviser om du kan lide at blive guidet taktilt- medmindre underviseren selv spørger.
  17. Ryd op efter dig selv, inden du går. Husk at det er ekstra god karma at hjælpe andre;)

 Rebecca ♥

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *